Nedlastbare filer:Last ned kildefilLast ned pdf
KildekodePDF
Innledning til Brand
ført i pennen av Vigdis Ystad
VERSIFIKASJONEN
Ibsen strevde med å finne et egnet versemål til [Episk Brand], jf. innledningen til [Episk Brand], under Innhold og utforming. Han prøvde ut både femfotsjamben og folkeverset, men forkastet etter et års arbeid hele det episke forsøket. Da Brand etter om lag tre måneders arbeid var fullført, fremstod stoffet i en ny, dramatisk form og med ny versbehandling. I dramaet er det to hovedversemål, den jambiske og den trokeiske firtakteren. De to versemålene opptrer vekselvis, men jambene legger beslag på omtrent dobbelt så mange boksider som trokeene.
Løsningen ble altså å velge et knappere format, med rene fireslagsrekker – jambiske: ∪-∪-∪-∪-(∪) og trokeiske: -∪-∪-∪-(∪). Resultatet ble en mer fortettet stil, tidvis med nesten slagordaktige formuleringer. Mange av våre alment kjente sitater stammer nettopp fra Brand. Den konsise uttrykksmåten kler den nye hovedpersonen bedre. Mens han i det episke utkastet fremstod som litt famlende, er han i det dramatiske verket sikker i sin sak. Følgende passasje, der Brand tar til motmæle mot Agnes’ kjæreste, maleren Ejnar, illustrerer forskjellen:
Femfotsjambe i [Episk Brand] (HIS 5, renskrift ):
Det var en Stund før Presten samled Ord
for Svaret, som laa gjærende i Barmen;
en Feberglød ham opp i Kinden foer;
han hvisked, mens han greb sin Ven om Armen:
«Ja, jeg har Kaldet; men till spredte Tider;
som Maanen voxer det og tager af;
jeg vugges opp og ned som Skib paa Hav;
i Strid jeg beder og i Bøn jeg strider.
Men jeg vil sejre; først i eget indre,
saa over Brødrene paa Jordens Kreds;
jeg tør ej prutte; jeg er ej tillfreds
med noget; alt maa gjøres, intet mindre.
Se, Tidens Kræft er Arbejdets Fordeling;
den ætser alt, hvad der er helt, ihjæl; –
en sørger for sin Bug, en for sin Sjæl,
en for sin Lærdom, en for sin Forkjæling.
Jambisk firtakter i Brand (HIS 5, ):
brand
Nej, jeg er ingen «Prækehest».
Jeg taler ej som Kirkens Prest;
knappt ved jeg, om jeg er en Kristen;
men visst jeg ved, jeg er en Mand,
og visst jeg ved, jeg øjner Bristen,
der margstjal hele dette Land.
ejnar smiler
Da har jeg endnu aldrig hørt,
vort gode Land i Rygte ført
for Overmaal af Livsenslyst.
brand
Nej, Jublen sprænger intet Bryst; –
thi var det saa, da var det vel.
Lad gaa at du er Glædens Træl, –
men vær det da fra Kveld till Kveld.
Vær ikke et idag, igaar,
og noget andet om et Aar.
Det, som du er, vær fuldt og helt,
og ikke stykkevis og delt.
Bacchanten er en klar Ide,
en Drukkenbolt hans Ak og Ve, –
Silenen er en skjøn Figur,
en Dranker hans Karrikatur.
I [Episk Brand] tilkjennegir presten først sin egen tvil, rødmende og hviskende og med hånden på barndomskameratens arm. Han har et kall, men han må først overbevise seg selv før han kan gå ut med sin forkynnelse.
Skuespillets Brand tviler også på sin kristentro, «knappt ved jeg, om jeg er en Kristen» (HIS 5, ), men han tviler ikke et øyeblikk på sin oppgave som folkets vekker. Brand opptrer som agitator med klar og direkte tale. Meningen sammenfaller med verslengden (linjestil), og leddene er sidestilte. Versene stilles parvis sammen med rim. Budskapet forsterkes med gjentagelser, parallellismer og tydeliggjørende motsetningspar. Ofte deles verset i to med midtcesur (pause, her markert med klammeparenteser): «men visst jeg ved, jeg er en Mand, / og visst jeg ved, jeg øjner Bristen» (∪-∪-[∪-]∪-∪- / ∪-∪-[∪-]∪-∪-∪) (HIS 5, ). I [Episk Brand] er en midtdeling av versene ikke mulig, siden femfotsjamben danner en ulik rekke med fem takter. Todelinger av versene forekommer også her, men når leddene ikke er like store, svekkes den rytmiske effekten: «en sørger for sin Bug, en for sin Sjæl, / en for sin Lærdom, en for sin Forkjæling» (∪-∪-∪-[∪-]∪-∪- / ∪-∪-∪[-∪]-∪-∪-∪) (HIS 5, renskrift ). I skuespillet er Brands budskap mer taktfast og suggererende. Det virker som en klar forsterkning av uttrykket i forhold til [Episk Brand].
Det andre hovedversemålet i Brand er den trokeiske firtakteren. Trokeiske vers oppleves gjerne som mer stiliserte og kunstneriske enn de jambiske. Dette skyldes at den naturlige setningsrytmen på norsk er jambisk, med en trykksvak inngang og med en overvekt av trokeiske ord, som i Brands replikk ovenfor: «Nej, Jublen sprænger intet Bryst» (↑ ∪-∪-∪-∪-) (HIS 5 ). I dette verset krever riktignok opptakten en viss vekt, noe som kan innfris ved å lese den som en trykkløs høytone (markert med oppover-pil). De trokeiske versene, som altså innledes med trykksterke innganger, gir en litt annen stemning. Her er et eksempel fra den første tekstsekvensen i trokeisk firtakter, der Brand ser igjen barndomshjemmet (HIS 5, ):
Det er Enkens Gaard paa Øren!
Enkens Gaard. Min Barndoms Hjem.
Minders Minder myldrer frem.
Der, imellem Strandens Stene,
blev min Barnesjæl alene. –
Det er mer enn versemålet som virker inn på rytmen, og mange av de samme retoriske grepene benyttes her som i eksemplet med jambisk firtakter ovenfor. I begge eksemplene finner vi gjentagelser og parrim, som bidrar til det fortettede uttrykket. I dette eksemplet forekommer også bokstavrim som i ytterligere grad knytter ordene sammen. Likevel merkes versemålsskiftene godt, og de varsler overganger til noe nytt, gjerne til nye personkonstellasjoner. Åse Hiorth Lervik påviser i sin doktoravhandling Ibsens verskunst i Brand at den jambiske firtakteren anvendes i dramaets normale scener, mens den trokeiske firtakteren, som den avvikende form, benyttes i de scenene som hever seg opp over omgivelsene, og som omhandler verkets etiske idé. For en ytterligere beskrivelse av dramaets metrikk og stilistikk henvises det til denne avhandlingen (Lervik 1969).
Vershistorisk dominerer de jambiske versene i episke og dramatiske tekster, mens storhetstiden til den rene jambiske firtakteren var barokken. De rene versgangene, der trykksterke og -svake stavelser jevnt avløser hverandre, ble holdt opp som norm, mens den fritt blandede jambiske firtakteren, knittelen, med sine frie opphopninger av trykksvake stavelser ble ansett som vulgær og «ukunstnerisk». Knittelen fikk sin renessanse under romantikken, da de folkelige versformene ble hentet frem igjen, og Ibsen hadde allerede før Brand benyttet den som dramavers (jf. f.eks. Norma 1851 og Kongs-Emnerne 1864). I Brand er det derimot den strenge og regelmessige varianten han velger. Under romantikken fikk også de trokeiske versene en fornyelse. De ble tatt i bruk som dramavers, men da gjerne som ett blant flere versemål. Uttrykksregisteret ble kraftig utvidet. Eksempelvis gav Oehlenschläger de trokeiske versene en eksotisk eller sydlandsk karakter i dramaet Aladdin (1805), og Paludan-Müller benyttet dem i etisk sammenheng i Adam Homo (1841–48) (Fafner 1989–2000, b. 2:2, 210–12). I Norge er det fremfor alt Henrik Wergeland som har satt sitt preg på trokeene. Men det er ikke Wergelandstrokeens villstyrige, rapsodiske form, med sine hyppig innskutte kortvers og med sine lange rimspenn, som er inspirasjon for de mer temmede trokeene i Brand. Det er mer trolig, som Hallvard Lie har foreslått, at Ibsen denne gang har latt seg påvirke av kirkelyrikken (dvs. hymner, salmer og andre tekster til liturgisk bruk). Den jambiske og den trokeiske firtakteren har alltid vært kirkelyrikkens hovedversformer, og Ibsen skriver selv i brev til Bjørnson 12. september 1865 at det var nettopp i Peterskirken at han fant den nye formen for sitt drama. For en gjennomgang av mulige inspirasjonskilder for metrikken i Brand vises for øvrig til opponentene Hallvard Lies og Harald Norengs innlegg ved Lerviks disputas (Lie & Noreng 1972).
Som en kontrastform til de to firtaktsmetrene står vekselsangen mellom Ejnar og Agnes, i lekende folkevisevers. Sangen er beholdt nærmest uendret fra [Episk Brand]. Første strofe går slik (HIS 5, ):
Agnes, min dejlige Sommerfugl,
dig vil jeg legende fange!
Jeg fletter et Garn med Masker smaa,
og Maskerne er mine Sange!
Mot de strenge metriske (og innholdsmessige) omgivelsene fremstår denne lille sangen med friere veksling av sterke og svake stavelser som et uttrykk for livsglede og spontan utfoldelse. Men den er også bærer av lettsinn og en uansvarlighet som straks påpekes av Brand, da han advarer paret om at snøskavlen de står på, henger i løse luften. Ejnar og Agnes viderefører den lette stemningen fra vekselsangen i den påfølgende dialogen med Brand, som går i jambisk firtakter. Firtakteren mykes opp av deres mange glade utrop og av hyppige replikkskifter, gjerne midt i et vers. Etter hvert som Brand tar større og større del i dialogen, blir stilen tyngre og mer fortettet. Og det blir til slutt Brands alvorstunge tale, i regelmessige firtaktere, som fanger Agnes: «Hvor han voxte, mens han talte!» (HIS 5, ).
Typisk for romantikkens tekster er den kreative rimbruken, så også i Brand. Sammensatte rim utnyttes ofte humoristisk: Fogden / tog den, Fogden / slog den. Samrimingen er tidvis svært liberal. Det forekommer en stor mengde urene rim, f.eks. Klædebon/Aand, Skille/Kilde, Vik/Krig. Særlig sidestillingen av vokalene y og ø, som i rimparene Yrke/Mørke, Døttre/yttre og Byggden/Højden, kan virke fremmed for den moderne leseren.